Ledbetændelse ved Pattegrise

Kendskab til sygdommen er nøglen til succesfuld håndtering

Ledbetændelse i haseledene.

Obduktion af haseled med kronisk ledbetændelse.

Klovbetændelse skyldes rifter eller sår i klovområdet.

Ledbetændelse ved pattegrise er en relativ hyppigt forekommende lidelse under danske produktionsforhold. Ca. 18% af alle kuld eller ca. 3,3% af alle pattegrise ældre end 3 dage rammes af sygdom i et eller flere led. Ledbetændelserne skyldes næsten altid bakterieinfektioner, og de medfører smerte og nedsat trivsel hos grisene, forøget dødelighed i diegivningsperioden samt øget risiko for kroniske haltheder senere i grisens liv.
I langt de fleste tilfælde er der tale om infektion med én eller flere forskellige typer af svinestreptokokken, men også stafylokokker, colibakterier, rødsygebakterier og transportsygebakterier kan give betændelse i grisenes led. Ledbetændelse er hyppigst forekommende i de store led (forknæ, albue, hofte, knæ og has), men også andre led – fx. ryggens led – kan inficeres.

Ledbetændelse smitter!

…eller I hvert fald de bakterier der forårsager ledbetændelse. Bakterierne findes overalt i grisenes nærmiljø. Streptokokker findes desuden i soens svælg og i skeden, og hun udgør derfor en stor smitterisiko for grisene. I specielt unge sohold med en høj gylteprocent, kan 8 ud af 10 søer huse streptokokker i skeden, og grisene udsættes derfor allerede under faringen for et massivt smittepres. Grisene kan også smitte hinanden direkte via trynekontakt eller indirekte via drikkenipler og foderskåle, men bakterierne kan også smitte over kortere afstande med mikroskopiske vanddråber fra fx. nysen og hoste. Endelig skal man huske, at kanyler der bruges flere gange, sagtens kan føre smitte fra dyr til dyr.

Tidlig indsats betaler sig

De fleste ledbetændelser starter med en blodforgiftning – d.v.s. at bakterierne får adgang til blodbanen enten via pattegrisenes lymfevæv i svælget, tarmen eller via et hul i grisen. Huden udgør den allervigtigste smittebarriere på den nyfødte gris, og brydes denne beskyttende ”indpakning”, får bakterierne lettere adgang til blodet. Hermed kan de nå frem til leddene, hvor de starter en kraftig betændelsesreaktion. 3-14 dage efter hæver leddet op, bliver varmt og grisen får ofte feber og kraftige smerter. Den mister hurtigt appetit, og hvis ikke der gribes ind tidligt i forløbet, er grisen tabt. Netop det grundige opsyn med grisene og en korrekt og hurtig indsats er noget af det vigtigste i kampen mod ledbetændelserne. En gang imellem oplever jeg besætningsejere, der klager over, at de ikke har god effekt af den anbefalede behandling. Ved en kritisk gennemgang af 10-20 kuld grise over 4 dage gamle, lykkes det som regel at finde 3-5 grise med symptomer på ledbetændelse, som ikke er behandlet endnu og det øger mistanken til, at man i mange tilfælde kommer for sent. Herved nedsættes effekten af behandlingen betydeligt.

Hvad øger risikoen?

Dødeligheden blandt pattegrise som følge af ledbetændelse er ca. 1,5% og er højest i vinterhalvåret. Ca. 6 ud af 10 af de grise der får ledbetændelse, er ornegrise, og dermed også sagt, at kastration øger risikoen betydeligt. Halekupering er også årsag til mange ledbetændelser og det samme gælder tandslibninger, hvor der kommer blødning fra tandhulen. Det kan diskuteres, om rengøring og desinfektion af stierne inden faring har nogen forebyggende effekt på de streptokokbetingede ledbetændelser, fordi det i høj grad er soen, der slæber smitten med, men her skal det erindres, at mange andre mere miljøbetingede bakterier også kan forårsage ledbetændelse.

Ru gulvoverflader øger chancen for hudlæsioner og dermed muligheden for indtrængning af bakterier. Forekomsten af hudafskrabninger er lavest på plastikspalter, middel på nyere betongulve og stålspalter og højest på slidte betongulve af ældre dato. Antallet af pattegrise med hudlæsioner er desuden større i kuld, hvor soen lider af mælkemangel fordi grisene her, skal kæmpe mere ved patterne. Ofte ses der også en del flere ledbetændelser ved pattegrisene, når der er ubalance i besætningens øvrige smitstoffer (fx PRRS vira eller Influenzavira). Som en undtagelse for de ledbetændelser, der skyldes blodforgiftninger, skal nævnes klovbylderne. De skyldes rifter eller sår i klovområdet fra fx. stålristene bag soen eller stikkende strøelsesmatriale.

Hvad kan der gøres forebyggende?

Vaccination. Der køres idag fornuftige vaccinationsprogrammer mod både rødsyge og transportsyge i de fleste sobesætninger, og det er nok en af forklaringerne på, at der ikke ses så mange infektioner af pattegrisene med disse bakterier. Mod streptokokinfektion kan der under visse forudsætninger udleveres en ikke-registreret vaccine (”Prefarrow Strepshield”). Desværre dækker den kun type 2 streptokokkerne, og de er langt mere almindelige ved smågrisene end ved pattegrisene.
Hygiejniske tiltag i stimiljøet. En god rengøring samt brug af effektive desinfektionsmidler, er sandsynligvis med til at nedsætte smittetrykket i grisenes nærmiljø.
Hygiejne omkring kastration og haleklipning. Operationsudstyret (skalpel el. tang) skal desinficeres mellem hver gris. Brug af brænder ved halekupering nedsætter risikoen for blodforgiftning og efterfølgende ledbetændelse. Brug af antibiotikaholdigt sårspray kan forsøges.
Tandslibning. Hvis der anvendes tandslibning, skal det gøres på en måde, så det ikke fremkalder blødning.
Navledesinfektion. Navlestrengen kan virke som en væge for stibundsbakterierne. Navlebetændelse øger også risikoen for ledbetændelse, og desinfektion af navlestumpen er besværligt, men det nytter.
Undgå ru gulvoverflader. Slidte betongulve øger risikoen for hudafskrabninger på grisene. Gulvene slides især ved hyppig vask med højtryksrenser. Der findes i dag gode muligheder for overfladebehandling med fx epoxy, gummi eller tokomponente cementblandinger. Der lanceres desuden i øjeblikket færdigstøbte farestier med mere holdbare betonkvaliteter samt nedstøbte gummifliser i dieområdet, hvorved slitagen på grisenes forknæ og klove reduceres. Brug ikke strøelse, der kan stikke.
Lav tilstrækkeligt med ammesøer. Der skal være aktive kirtler nok til alle. Ellers slås grisene og det giver flere hudafskrabninger på benene samt bidsår i hovedregionen. Det er også af stor betydning, at grisene får mulighed for at optage tilstrækkelig med råmælk i det første døgn.
Temperatur og fugtighedsstyring i farestalden. De døgnmæssige temperaturudsving i grisenes nærmiljø må ikke overstige 1,1-1,7 oC. Desuden bør den relative luftfugtighed holdes inden for 55-70 %.
Naturlig immunisering. Specielt ved større besætningsudvidelser med introduktion af et forholdsmæssigt stort antal unge dyr (polte/gylte), kan specielt streptokokker give forøget anledning til blodforgiftninger ved pattegrisene. Det er derfor vigtigt, at dyrene indsættes i staldmiljøet så tidligt som muligt, således at råmælkskvaliteten er optimalt beskyttende.

Hvordan skal der behandles?

Behandling af ledbetændelse foretages med injektion af antibiotika, men det øger behandlingens effekt betydeligt, hvis der samtidigt anvendes smertestillende midler. Disse midler kan nemlig andet end at øge grisens trivsel og dermed drikkelyst. De bremser også de voldsomme betændelsesreaktioner, der er med til at ødelægge leddet og virker desuden febernedsættende. Det er vigtigt for behandlingens effektivitet, at den startes så tidligt i forløbet som muligt. Det kræver, at alle pattegrisene tilses enkeltvis mindst én gang dagligt – specielt mellem 10. og 18. levedøgn, hvor lidelsen hyppigst ses. Valg af antibiotika aftales med besætningsdyrlægen, men bør i alle tilfælde vælges ud fra en resistensundersøgelse i den enkelte besætning.
Ved deciderede besætningsproblemer, hvor ledbetændelse er hyppigt forekommende ved pattegrisene, (fx i meget unge sohold eller ved store besætningsudvidelser), kan det være nødvendigt at indføre en rutinemæssig, strategisk behandling af alle pattegrise én eller flere gange i en periode.